Willumsens Museum
Mission og Vision
Værdigrundlag
SANSELIGHED: Willumsens Museum lægger vægt på den sanselige og æstetiske oplevelse.
VERDENSKLASSE: engagement, professionalisme, kvalitet og et højt ambitionsniveau er bærende værdier for museets tilgang til kerneopgaverne, museets brugere og eksterne samarbejdspartnere.
VILDSKAB: Det ukonventionelle, normbrydende og kompromisløse, der kendetegner Willumsens kunst og arbejdsproces, er værdier, museet reflekterer i udstillinger og aktiviteter.
LOKAL FORANKRING: Museet tænker globalt men er forankret lokalt.
Årsberetninger
Vision
– Willumsens Museum bringer verdenskunst til Frederikssund
WILLUMSENS MUSEUM viser kunst i verdensklasse og kunst, der spejler verden – åbner døren til kunstens verden, og danner ramme om en verden af oplevelser. Willumsens Museum gør verdenskunst til en del af Frederikssunds DNA og styrker Frederikssunds format og attraktionsværdi.
Mission
Willumsens Museum i Frederikssund, nord for København, er et museum for den danske multikunstner Jens Ferdinand Willumsens (1863-1958) grænseoverskridende, storladne, til tider bizarre og ekstreme figurative kunst samt hans egne kunst- og billedsamlinger. Uden for kategori og med sin egen helt igennem individualistiske og konceptuelle tilgang skabte Willumsen kunst, der på én og samme tid trak på manierismens overdrev og populærkulturens billedstrøm. Mange af hans hovedværker står i dag som væsentlige bidrag til nordisk modernisme, men meget er også blevet afvist og genopdages først i disse år.
Willumsens Museum skaber kunstudstillinger, events og aktiviteter i J.F. Willumsens ånd. Gennem nytænkende udstillinger, forskningsbaserede publikationer, seminarer, workshops, undervisning og et bredt anlagt program for offentligheden har museet til formål at præsentere, aktualisere og perspektivere Willumsens kunst, hans kreative virke og private kunstsamling for nutidens borgere.