Eilshemius er en sand ”kunstnernes kunstner”, som vigtige skikkelser inden for det 20. og 21. århundredes kunst, heriblandt Marcel Duchamp, Louise Bourgeois, Jeff Koons, Ed Ruscha og Ugo Rondinone har interesseret sig for og samlet værker af, men som siden 1940’erne har været afvist som en outsider af den etablerede kunstverden. Hypet, hadet, elsket af kunstnere og afvist af de seriøse kritikere – ligesom J.F. Willumsen i vid udstrækning blev det.

Ved at bringe Eilshemius i dialog med Willumsen og en lang række andre kunstnere peger denne udstilling på en særlig nerve i det figurative maleri, som kan spores igennem de sidste ca. 100 år og i dag står stærkt i samtidskunsten. Alle udstillingens kunstnere har til fælles, at de gør op med den nemme opdeling af det figurative maleri som modsætning til den abstrakte eller konceptuelle kunst. Værkerne er på én gang romantiske, umiddelbare, inderlige, ironiske og konceptuelle. De leger med en malerisk tradition og trækker samtidig på populærkultur og kitsch. Det er maleri, som er umiddelbart visuelt appellerende, men som også yder modstand og “irriterer” den gode smag.

Udstillingen indgår som et led i Willumsens Museums forskningsbaserede og strategiske bestræbelse på kritisk at gentænke det 20. og 21. århundredes figurative kunst. Vi giver herigennem Willumsen følgeskab af andre vilde, utilpassede og kontroversielle stemmer fra fortid og nutid. Snarere end at have Willumsen i fokus, er denne udstilling være i hans “ånd” og udfordrer hans værker i en nytænkende, international kontekst. Gennem en kunstnerkurators iscenesættelse indtager Willumsens kaldsfæller og arvtagere en virtuel model af museet og kaster genskin tilbage på kunstneren.

Denne udstilling var oprindeligt tænkt til Willumsens Museum med fysiske kunstværker i salene. I forbindelse med COVID-19 situationen, som har skabt økonomisk usikkerhed og nye retningslinjer for museumsbesøg, har museet omskabt udstillingen til et virtuelt format. Vi er glade for at afprøve dette eksperimenterende format som supplement til vores fysiske udstillinger.

Denne udstilling efterfølges af endnu en kunstnerkurateret virtuel udstilling, som lanceres til foråret.   

Begge udstillinger er støttet af Augustinus Fonden og vil være tilgængelige i et år fra lanceringsdagen.

Fra omkring 1909 udviklede Eilshemius på egen hånd en højst usædvanlig kunstnerisk strategi, der grundlæggende indeholdt to hovedelementer: For det første forsøgte han at male så mange malerier som muligt inden for en given tidsperiode uden efterfølgende at ændre i dem. Og for det andet begyndte han samtidig at udstille sine billeder i nogle stærkt ornamenterede, bemalede rammer. Disse rammer er ikke bare usædvanlige opfindelser, men har også en exceptionel malerisk kvalitet, der gør hans værker unikke.   

Hans maleri er desuden let, poetisk, inspireret, subtilt, romantisk, spontant, tidløst og forholder sig respektfuldt over for de skildrede motiver. Det er nu som dengang, engageret, vidunderligt og aktuelt, og det blev skabt omgivet af en frembrusende avantgarde, der ignorerede det. Eilshemius’ billeder gør længslen efter autenticitet synlig, efter det almindeliges forvandling og integritetens charme. Det var uden tvivl, hvad Duchamp intuitivt fornemmede, da han blev så grebet af Eilshemius’ store maleri, Supplication (Bøn), på Society of Independent Artists’ første årlige udstilling på Grand Central Palace i New York i 1917.  

I min omfangsrige publikation, Eilshemius: Peer of Poet-Painters (JRP|Ringier, Zurich, 2015), viser jeg, hvordan Duchamps begejstring for denne outsider også kommer til udtryk i hans egne værker. For eksempel minder opfindelsen af “Rrose Sélavy” – hans kvindelige alter ego – os direkte om passagen i Eilshemius’ fiktionsværk The Devil’s Diary (1901), hvori han beskriver, hvordan djævelen (underforstået ham selv, kunstneren) ved hjælp af selv-hypnose forvandler sig til kvinde for at kunne se verden fra en kvindelig synsvinkel. Nymferne, der træder frem gennem en form for kighul i Three Nudes (Tre nøgne figurer, ca. 1909-13, privat samling) foregriber Duchamps In the Manner of Delvaux (I skikkelse af Delvaux, 1942), mens Duchamps The Green Ray (Den grønne stråle, 1947) bærer en påfaldende lighed med Eilshemius’ Boat through Opening (Båd gennem åbning, ca. 1909-13, Collection Hirshhorn Museum and Sculpture Garden, Washington, DC). Og da Duchamp besøgte kunstneren i hans hjem og værksted i 1920, for at diskutere hans første soloudstilling i Société Anonyme med ham, så han malerier ligge og flyde overalt, dækket af et flere centimeter tykt lag støv. Eilshemius havde udtrykkeligt forbudt rengøringshjælpen at fjerne snavset fra billederne. Kort tid efter valgte Duchamp at lade sit ufærdige værk, The Large Glass (Det store glas, 1915-23), ligge på gulvet i sit atelier for at dyrke støv på det, og fik rent faktisk Man Ray til at fotografere det seks måneder senere som Dust Breeding (Støvdyrkning, 1920). Med sine utallige afbildninger af nymfer ved vandfald havde Eilshemius dog mest direkte indflydelse på Duchamps sidste store værk, dioramaet Given: 1. The Waterfall, 2. The Illuminating Gas … (1946–66, Philadelphia Museum of Art)          

Uden fortaleren Duchamp ville Valentine Dudensing, en af de mest succesfulde kunsthandlere i New York, omvendt ikke være blevet opmærksom på Eilshemius’ arbejde, eller byens mest velansete kunstkritiker, Henry McBride, være blevet en af hans mest loyale støtter; ligesom en så vigtig amerikansk samler som Duncan Phillips ikke ville være begyndt at købe malerens værker. Dette tilskyndede igen MET, Whitney Museum og MoMA til også at erhverve billeder af ham. Eilshemius var med ét slag kendt og oplevede en efterspørgsel som aldrig før. I 1939 var der ligefrem tre store soloudstillinger i New York på samme tid – i Valentine Gallery, Kleemann Galleries og Boyer Galleries. Efter nutidens målestok ville det svare til, at Iwan Wirth, David Zwirner og Larry Gagosian allesammen viste en soloudstilling med hans værker på samme tid.         

Hans naive ikke-naivitet, konkrete abstraktion, forældede fremsyn, geniale ufuldkommenhed, tankeløse tankefuldhed, utilsigtede opfindsomhed, tilfældige konceptualisme, vidende uvidenhed, drømmeagtighed og ømhed eller spontaniteten og tempoet i hans værker er måske netop nogle af de vigtigste grunde til, at Eilshemius er forblevet en kunstner for kunstnere frem til i dag. Han inspirerede Marcel Duchamp til nogle af sine væsentligste, mest mindeværdige og fineste værker og koncepter.  George Gershwin (1898–1937) var en af hans første samlere, og Milton Avery (1885–1965) og Marsden Hartley (1877–1943) to af hans tidligste beundrere, som senere blev fulgt af Barnett Newman (1905–1970), Mark Rothko (1903–1970), Louise Nevelson (1899–1988), Balthus (1908–2001), Louise Bourgeois (1911–2010), John Baldessari (1931–2020), Ed Ruscha (b. 1937), Jeff Koons (b. 1955), Peter Schuyff (b. 1958), Merlin James (b. 1960), Verne Dawson (b. 1961), Ugo Rondinone (b. 1963), Caroline Bachmann (b. 1963), Nicolas Party (b. 1980) foruden mig selv. 

I den forstand giver udstillingen Feel the Soul? et bredt overblik over Eilshemius’ malerier og sidestiller dem på samme tid med værker af kunstere, der tilbad og tilbeder ham, for at synliggøre, hvordan hans sjælfulde ånd lever videre og også i dag øver indflydelse på kunstnere og deres arbejde.

Stefan Banz (f. 1961): Kunstner, kurator, forfatter. Har udgivet bøger og artikler om Marcel Duchamp, Louis Michel Eilshemius, Jeff Wall, Jacques Derrida, Joseph Beuys, Jules Verne, Fischli|Weiss, Diego Velázquez, Edouard Manet, Muhammad Ali, Bruce Nauman og Frank Zappa. Hans udgivelse “Eilshemius: Peer of Poet-Painters” vandt Peter C. Rollins Book Award i New Mexico og Eric Hoffer Book Award i New Jersey i 2016. Som kunstner soloudstillinger på bl.a. Kunstmuseum Luzern; Migros Museum, Zurich; OK–Offenes Kulturhaus, Oberösterreich, Linz; MAMCO, Genève; Museum Pasquart, Biel, Schweiz; Institut Mathildenhöhe, Darmstadt; Museum Schloss Moyland, Bedburg-Hau; Galerie Urs Meile, Beijing og Lucerne; Ars Futura Gallery, Zurich. Som kurator har han kurateret den schweiziske pavillon på Venedig-biennalen i 2005, været leder af Kunsthalle Lucerne og arbejdet som kurator på Galerie Hauser & Wirth. I 2009 grundlagde han Association Kunsthalle Marcel Duchamp (www.akmd.ch) og har siden da været kunstnerisk direktør for KMD – Kunsthalle Marcel Duchamp | The Forestay Museum of Art, “verdens mindste museum”.