Ny keramik i dialog med J. F. Willumsen
17. november 2012 – 16. februar 2013
Fem samtidskunstnere er gået i dialog med J. F. Willumsen og den kunstnerkeramiske arv.
De fem interessante billedkunstnere, Toni Larsen, Tine Hecht-Pedersen, Knud Odde, Jens Bohr og Annette Brix, hvis nye keramiske værker vises på udstillingen, anerkender J. F. Willumsens radikale fornyelse af keramikken i 1890’erne. På unik vis har de fem kunstnere skabt værker, der viser deres personlige udforskning af keramikkens udtryksmuligheder og deres refleksion over J. F. Willumsen som kunstner. Deres værker vises i samspil med udvalgte dele af samlingen på J. F. Willumsens Museum, men også i samspil med bl.a. ”Familievasen”, som anses for at være et hovedværk i dansk kunsthistorie. Værket lånes af Designmuseum Danmark. Derudover vises på udstillingen et udvalg af porcelænsvaser skabt under J. F. Willumsens kunstneriske ledelse på Bing & Grøndahl, og som blev vist på Verdensudstillingen i Paris i år 1900. Vaserne er stillet til rådighed af Danmarks Keramikmuseum – Grimmerhus.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med Danmarks Keramikmuseum – Grimmerhus, og vil efterfølgende drage til Grimmerhus i Middelfart med åbning dér d. 4. marts – 2. juni 2013. Til udstillingen på Grimmerhus vil J. F. Willumsens Museum stille et udvalg af J. F. Willumsens keramiske værker til rådighed.
I 1890’erne var J. F. Willumsen med til at forny den keramiske brugskunst og ikke mindst skulpturen igennem sin radikale tilgang til vasen som form, og til glasuren som materiale. Han arbejdede i en 10årig periode i egne selvbyggede keramiske værksteder, samt på porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl som kunstnerisk leder i perioden 1897-1900.