Konkurrence om en tegneserie om J.F. Willumsens liv og værk
Vinder kåret d. 25. februar. Læs mere >>
Den 22. maj 2010 udskrev J.F. Willumsens Museum en konkurrence for professionelle tegnere og illustratorer om en tegneserie om J.F. Willumsens liv og værk. Da J.F. Willumsen i flere af sine værker har arbejdet med fortælletekniske greb og et visuelt formsprog, der på flere måder relaterer til tegneseriegenren, var det for museet interessant at invitere denne brede gruppe af tegnere til at kaste nyt lys over Willumsens kunst.
Den 31. december 2010 var der deadline for deltagelse i konkurrencen, og museet har modtaget flere interessante og spændende bidrag, der fra fredag d. 14. januar og frem til den 1. maj 2011 udstilles på museet.
De tre bedste oplæg præmieres med hhv. 35.000, 10.000 og 5.000 kr., og det vindende forslag vil i samarbejde med J.F. Willumsens Museum og et tegneserieforlag blive videreudviklet og publiceret. Vinderne af konkurrencen kåres den 25. februar.
Hvem bedømmer konkurrenceforslagene?
De indsendte forslag bedømmes af en jury bestående af billedkunstneren Bjørn Nørgaard, redaktør på Rosinante Julie Paludan-Müller, billedkunstneren Kathrine Ærtebjerg, leder af The Animation Workshop Morten Thorning, kunsthistoriker, kunst- og tegneserieanmelder Matthias Wivel, serieanmelder på Politiken Søren Vinterberg og museumsinspektør på J.F. Willumsens Museum Lisbeth Lund.
Publikumsfavoritten – hvem får din stemme?
Museets gæster inviteres også til at være med i bedømmelsen. Frem til den 20. februar kan museets gæster deltage i en sms-afstemning og give deres bud på en vinder. Publikumsfavoritten præmieres med 5.000 kr. Afstemning afsluttet.
Sådan stemmer du
Du kan stemme på din favorit ved at sende en sms med teksten Forslag 1, Forslag 2, Forslag 3 osv. til telefonnummeret 1919. Du kan se, hvilket nummer din favorit-tegneserie har ved værket i udstillingen eller her på siden. Du kan kun stemme én gang. Det koster 1 kr. + almindelig sms-takst at deltage i afstemningen. Vi glæder os meget til at høre din mening!
J.F. Willumsen og tegneserier
I J.F. Willumsens 94 år lange og produktive kunstnerliv er der stof nok til flere dramatiske, eventyrlige eller humoristiske fortællinger. Han har selv i flere af sine værker arbejdet med tegneserie-tekniske elementer, og har malet flere billedserier. I mange af værkerne har Willumsen desuden anvendt stærke, klare farver, konturstreger, fortællinger, oplagte og indforståede pointer og ligefrem skildret sig selv som en Super- eller Batman et par år efter disses fremkomst.
Konkurrencen er støttet af:
POLITIKEN-FONDEN