FARVEFEBER
19. april – 21. august 2016

J.F. Willumsens Museum får FARVEFEBER med den kommende udstilling, hvor Willumsens markante brug af farver vil blive præsenteret på nye, overraskende måder.

J.F. Willumsen er ofte blevet kaldt farvetosset og skinger i sin brug af farver. Han er kendt for sine store farveflader og heftige farvemodsætninger. Med udstillingen FARVEFEBER ser vi Willumsens markante farvepalet fra nye vinkler. Nok var Willumsens farveunivers sprudlende, men hans arbejdsproces var yderst disciplineret.

Få kunstnere har som Willumsen lavet sine egne indgående farvestudier og frembragt så  mange farveprøver i processen frem mod det endelige værk. På udstillingen viser vi et udpluk af hans sirligt nedføjede optegnelser og stiller skarpt på hans farvetekniske eksperimenter, der førte til mere en 70 unikke farveblandinger.

Willumsen havde et intenst forhold til farven gul. Han kaldte den ”mit livs farve”. Månelyset skinner gult på natbillederne fra Venedig, ligesom lampen lyser gult over Aftensuppen. Den flouriserende gule optræder i mange nuancer gennem hele hans virke. Men farvefeberen slog også ud i grønne, røde og blå farver.

Udstillingen udspringer af et samarbejde med Flügger om at udvikle en farvepalet med nogle af Willumsens mest markante farver. Flügger har der udover udviklet en række baggrundsfarver tilpasset til den Willumske farvepalet. Wolmer Gruppen står for at farvelægge museets vægge i disse farver, så samspillet mellem væg og værk bliver en del af FARVEFEBER.

FARVEFEBER er en tur gennem Willumsens farveunivers, hans arbejdsmetoder og inspirationskilder, men også en mulighed for at undersøge og afprøve, hvordan farver påvirker os. Gennem overraskende sanselige forløb, tests og besøg i vores farvelab får publikum mange slags farveoplevelser. Kom og få FARVEFEBER og bliv klogere på både Willumsens farveunivers og på farvernes verden i det hele taget.