Think, Dream, Imagine, Colours

Margrethe Odgaard  –  Willumsens Museum

12. juni til 27. September 2020

Reliefsalen på Willumsens Museum med MArgrethe Odgaards værker

Prisvindende farveekspert Margrethe Odgaard inviterer ind i farvernes poetiske og stemningsskabende verden i en ny udstilling på Willumsens Museum

Willumsens Museum har en lang tradition for at invitere nulevende kunstnere til at gå i dialog med J.F. Willumsens kunst og dermed sætte samlingen i spil og gøre den relevant for et nutidigt publikum. Fra den 12. juni og frem til den 27. september 2020 sker det igen, når den prisvindende tekstildesigner og farveekspert Margrethe Odgaard, der arbejder i spændingsfeltet mellem kunst og design, indtager Willumsens Museum med både nye og eksisterende værker. Hendes værkserier udfordrer vores forståelse af farvernes egenskaber og udforsker nye sider af Willumsens unikke farvebrug.

Farver er sjælens føde og sansernes sprog

Willumsen er kendt som en farvens mester og anvender ofte farverne i sine kunstværker til at fremkalde bestemte følelser og stemninger hos beskueren. På samme måde spiller farver også en helt central rolle i Margrethe Odgaards univers. Modsat mange andre designere og arkitekter, der prioriterer form over farve, er det hendes overbevisning, at farve går forud for form i vores perception af en genstand. Det er farven, der har størst indflydelse på, hvordan vi aflæser produktet, da farverne påvirker vore sanser, påvirker vores humør og stimulerer vores følelser.

Som hun siger:

”Farver er lysets spejling i materialet. De er den emotionelle del af en struktur. Ved at arbejde bevidst med farvens virkning kan man påvirke menneskets oplevelse af sig selv i omgivelserne på en sanseligt nærende måde”.

Udstillingens titel ”Think, Dream, Imagine, Colours” er til dels hentet fra den franske maler Gustave Moreau og klinger som en grundtone i Odgaards egen metodiske tilgang til arbejdet med farver. I følge hende skal farver nemlig først tænkes, drømmes og forestilles for overhovedet at kunne anvendes til at skabe virkning. Udstillingen strukturerer sig omkring titlens udsagn, der således bliver beskrivende for farvearbejdets cykliske proces.

Farveprøver fra Margrethe Odgaard og J.F. Willumsen
Willumsens værk "Himmelgåden" og en del af Margrethe Odgaards værker fra udstillingen på Willumsens Museum

På jagt efter farver

I ”Think, Dream, Imagine, Colours” får farverne lov til at spille den altdominerende hovedrolle.

Men farver er flygtige og omskiftelige i forhold til lys, materiale og øjnene, der ser. De eksisterer både som resultat af brydninger i lyset, pigmenters migration i materiale og subjektive sansninger. Den mindste ændring i omgivelserne kan ændre farvens fremtoning og dermed dens virkning hos betragteren. Derfor er Odgaards arbejdsproces omhyggelig og systematisk. Hun arbejder grundigt og længe med farverne og har flere gange udviklet sine egne farveindekser i jagten på den rette farvesætning. Hun fortæller:

“Det særlige ved at arbejde med farver er, at der er så mange muligheder. Jeg plejer at sige, at der er lige så mange farvenuancer, som der er bølger i havet. Farver er i konstant bevægelse og ændrer sig hele tiden med lyset, ligesom bølger ustandseligt forandrer sig. Af den grund føler jeg mig mere som en farvejæger end som en farvedesigner. Det ene sekund er farvens magi lige foran mig, det næste er den væk. Men jeg er ved at lære, at jo mere præcis jeg er i min søgen, og jo bedre jeg formulerer, hvad jeg leder efter, des større er chancerne for, at jeg finder det.”

Fornuft og følelse – en kunstnerisk undersøgelse

I udstillingen inviterer Odgaard publikum til selv at opleve og reflektere over farvens kommunikative kraft. Udstillingens værker vil udfolde sig omkring flere kunstneriske undersøgelser, der benytter henholdsvis følelsesmæssige (det flygtige og subjektive) og logiske (det håndterbare og objektive) tilgange til forståelse af farvernes kompleksitet og deres forbindelse til vores kulturelle forankring og sprog.

Værkserien Emotional Structures skaber et fysisk sanseligt møde med sin beskuer ved at sætte farven i forbindelse med vores verbale sprog. Farver er et sprog i sig selv, men bevidst eller ubevidst knytter vi også farverne til særlige sindsstemninger, som ofte udtrykkes med ord. I serien med ni kubiske værker har Odgaard skabt ni harmonier og stemninger blot ved hjælp af forskellige farvekombinationer, der er nøje udvalgt ud fra farvernes aktive handlinger. Odgaard benytter en yderst systematisk metode i stort alle sine farvesætninger, hvor et kortspil med verber i lang tillægsform såsom samlende, nærende, syngende, aktiverende mv. bruges til målrettet at vælge farverne. Forud for hvert værk har Odgaard således defineret den stemningsgivende virkning, hun ønsker at skabe hos sin beskuer.

Margrethe Odgaards værk side om side med Willumsens værk
Farveprøve fra Odgaards Montana-serie ved siden af et værk fra J.F. Willumsens hånd.

Farvernes virkning i en rumlig kontekst

I værkserien Cubic Prism Primaries anvender Odgaard det matematiske sprog til at beskrive farvens virkning og forsøger dermed at konkretisere farvernes evne til at række ud i rummet for at gøre farvens virkning håndterbar. Serien tager udgangspunkt i tanken om det kubiske prisme som en firedimensionel analogi af en kube. Kuben består som bekendt af de tre dimensioner: længde (x), bredde (y) og højde (z). Lysets brydning i overfladen skaber med sine strålinger på en måde den fjerde dimension, som kan forstås som farvens rumlige virkning. Sammen med værket Is Colour the Fourth Dimension? får det stringente matematiske sprog modspil af værkernes materialer i henholdsvis filt, organza, uld og broderi, der sammen med farven og beskuerens subjekt skaber den fjerde dimension.

At vi ikke blot har brug for kropslig kontakt, men også sanselig og æstetisk stimulering for at trives mentalt og menneskeligt, er kun blevet tydeligere i den sidste tid. ”Think, Dream, Imagine, Colours” anerkender farvens betydning for vor mentale og kropslige velbefindende ved at udforske dens sammenspil med lys, materiale og forbindelse til vort følelsesliv. Samtidig fortæller vores holdninger til farver og det farverige også noget om personlige oplevelser, kulturel og geografisk forankring og historiske smagsdomme, som vil blive sat i spil i udstillingen.

Udstillingen vil lede os et stykke nærmere farvens væsen, tilbyde nye indgangsvinkler til at betragte farver og give os et indblik i, hvordan der arbejdes med materialitet og virkning hos både Odgaard og Willumsen. ”Think, Dream, Imagine, Colours” vil omslutte os med farvernes poetiske sprog og give tiltrængt sanselig føde.

Kom med i maskinrummet

Omvisninger, talks og workshops med udgangspunkt i Margrethe Odgaards “Think, Dream, Imagine, Colours”

[fusion_events cat_slug=”think” past_events=”no” order=”ASC” number_posts=”4″ columns=”4″ column_spacing=”” picture_size=”cover” padding_top=”25px” padding_right=”25px” padding_bottom=”25px” padding_left=”25px” content_alignment=”” content_length=”” excerpt_length=”” strip_html=”” pagination=”no” hide_on_mobile=”small-visibility,medium-visibility,large-visibility” class=”” id=”” /]

Realiseringen af ”Think, Dream, Imagine, Colours” er gjort mulig på baggrund af den generøse støtte fra Bodil Pedersen Fonden, L.F. Foghts Fond, Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond og Toyota Fonden, samt sponsorerne Montana Furniture, Kvadrat og Ege Carpets.

Bodil Pedersen Fonden

Grosserer L.F. Foghts Fond

Spar Nord Fonden
Statens Kunstfond
toyota-fonden2
Montana
Ege
Kvadrat