Presse: The Brask Collection meets Willumsen

9. September 2017 – 18. februar 2018.

Kendt dansk kunstsamler lægger privat samling til ny udstilling på J.F. Willumsens Museum

”J.F. Willumsen er uden tvivl, og i min optik, en af de største danske malere, der har været. Jeg fik for alvor øjnene op for Willumsen, da Claus Carstensen lavede udstillingen ‘Cafe Dolly’ på Willumsens museum i 2013.”

Sådan siger Jens-Peter Brask – kunstsamleren, kunstkonsulenten og kuratoren – om hans bevæggrunde for at gå ind i arbejdet med at kuratere J.F. Willumsens Museums nye udstilling ”Brask Collection meets Willumsen.”

Deler gavmildt ud af kunsten

I 1947 skænkede Willumsen gavmildt hele sin private kunstsamling til den Danske stat, og stillede således sin kunst til rådighed for offentligheden. Og på samme måde – om end det kun er til låns – stiller den kendte danske kunstsamler nu sin egen privat samling til rådighed for den brede befolkning. I samarbejde med Museumsdirektør Lisbeth Lund, har Jens-Peter Brask udvalgt værker fra henholdsvis sin egen private kunstsamling og J.F. Willumsens enorme produktion af både malerier, grafik, fotografier og skulpturer. Mange af værkerne fra begge samlinger berører stilistisk og udtryksmæssigt nogle af de samme elementer: det ekspressive, det farverige og det figurative. Og det er det der gør, at Jens-Peter Brasks samling er så interessant i dialog med Willumsen.

Farvernes centrale rolle

”Det har været en både spændende og udfordrende opgave at skulle finde frem til de helt rigtige værker,” fortæller Brask og fortsætter ”Willumsens intense brug af farver og lyssætning er ulig andre og gør, at man berøres af den intensitet og nerve, der stråler ud af værkerne.”

Og der bliver også knald på både farverne og fortællingerne. Publikum kan blandt andet opleve værker af Christian Lemmerz, Alexander Tovborg, John Kørner og Jesper Dalgaard samt de New York baserede kunstnere, Eddie Martinez, Ella Kruglyanskaya og Mira Dancy.

Willumsens værker fortsat aktuelle

Det er de stærke farver, udtryksfulde figurer og det fabulerende univers, der karakteriserer de udstillede værker, og det er påfaldende at opleve, hvordan Willumsens særdeles moderne udtryk træder tydeligt frem i dialogen med samtidskunsten. For Brask selv har det været overraskende at se, hvor meget de unge samtidskunstnere fra hans egen samling, har tilfælles med Willumsen. ”Om det er neon, keramik eller billeder af kvinder, der er malet mange generationer efter Willumsens død, går de godt i spænd,” forklarer han.

Willumsens interesse for lyset og det fluorescerende sættes i spil af Dan Attoes neonværker og Olafur Eliassons lysende sol, hans indtagende kvindeportrætter lyser op i mødet med tre amerikanske, kvindelige kunstneres farvestærke malerier og Willumsens eksperimenterende keramik fra omkring 1900 fremstår ultramoderne i dialogen med en håndfuld danske samtidskunstneres keramiske skulpturer.

”Brask Collection meets Willumsen” åbner den 9. September 2017 og fortsætter ind til d 18. februar 2018.

Jens-Peter Brask er født i 1972 og har sine rødder i graffitimiljøet, er tidligere restauratør og diskotekspionær, og så har han en hastigt voksende kunstsamling, indeholdende værker fra primært danske og amerikanske samtidskunstnere. Jens-Peter Brask hjælper danske og udenlandske virksomheder, museer, organisationer og andre samlere med at udvikle deres kunstforståelse og skabe diversitet i deres samlinger.

Derudover er Jens-Peter Brask én af Danmarks mest fremtrædende kunstsamlere. Han købte sit første værk for 25 år siden – en tegning af Michael Kvium. Siden er samlingen vokset støt og rummer i dag mere end 2.000 værker, med hovedvægten på danske og New York-baserede kunstnere. Et fællestræk ved værkerne i samlingen er, at de primært er udført af unge kunstnere. Og så skinner Jens-Peter Brasks fortid i graffiti og street art miljøet igennem; der er knald på farverne og graffiti indgår i flere af værkerne.

J.F. Willumsen (1863-1958) er en af danmarkshistoriens mest producerende kunstnere med en helt utroligt varieret produktion bag sig. Han har arbejdet grafisk, som arkitekt og fotograf og som kreativ direktør hos Bing & Grøndahl. Men har først og fremmest skabt et utal af vilde, vovede og særdeles farverige malerier. På trods af hans tidlige malerdebut, er han i høj grad fortsat aktuel, og det moderne udtryk i især de senere værker har placeret ham som et anerkendt navn i nutidens kunstverden. Blandt andet John Kørner er inspireret af Willumsens værker.

 

 

Mangler du oplysninger eller fotos af aktuelle værker, eller kunne du tænke dig et interview med Jens-Peter Brask om hans rolle i udstillingen og hans store passion for samtidskunst? Kontakt PR- og Pressemedarbejder Thea Flint Rydahl på tfryd@frederikssund.dk eller 47 31 07 73.