Fra klassisk til queer
Queer. I en tid hvor traditionel kønsidentitet udfordres og det maskuline og feminine performes og forskyder sig mellem mand og kvinde, er det værd at kaste et nyt blik på J.F. Willumsens normbrydende, kunstneriske arbejde med den kvindelige model.
Når det klassiske bliver queer
I studietegninger, portrætter og figurbilleder af en ofte aktiv og stærk kvindekrop undersøger og udfordrer Willumsen det kvindelige. Nogle gange som motiv, andre som begreb eller som drivkraft for den kunstneriske proces. Fra de tidlige modelstudier på Kunstakademiet til de sene års karikerede portrætter muterer og forvandler det kvindelige sig i kunstnerens streg. Til tider klassisk, idealiseret og traditionelt feminint. Andre gange afsøgende og afvigende med overraskende overlap mellem mandlig og kvindelig identitet og udtryk.
Forud for sin tid
I dag er begrebet ”queer” blevet almindeligt at bruge om det, der adskiller sig fra normen. Ordet betyder oprindeligt mærkelig eller skæv. Tidligere har ordet været brugt nedsættende om det, der fremstod afvigende i forhold til gældende normer. – Særligt i forbindelse med seksuel orientering. I Willumsens kvindemotiver opstår det, man kan kalde ”queer” i bruddet med de kønsroller, hans samtid dyrkede. Willumsen – forud for sin tid – lod sig aldrig binde af disse kønsroller. Han udfordrede dem i stedet i hybride menneskeskildringer med både maskuline og feminine træk.
Willumsens i samspil med samtidskunsten
I samtidskunsten er køns- og kropsidentitet fremtrædende emner, som behandles anderledes, end de blev på Willumsens tid. Mødet mellem værkerne på udstillingen giver derfor mulighed for alligevel at se paralleller på tværs af tid. Udstillingen giver et indblik i en uforbeholden kunstnerisk proces, der forholder sig undersøgende og fordomsfrit til køn, seksualitet og kropsligt udtryk. En proces man i stigende grad ser udfolde sig blandt folk i dag.
Mødet mellem Willumsens kunst og collage, fotografi, tegning og skulptur og kunstværker fra 1960’erne og frem til i dag fremhæver nye aspekter i Willumsens velkendte værker som Det Store Relief og Diana jæger. Samtidig viser sammenstillingen, hvordan kunsten igennem de sidste knapt 150 år afspejler, men også danner de billeder, der definerer og udfordrer den kulturelle forståelse af kvinden og det kvindelige – fra klassisk til queer.
Deltagende kunstnere: J.F. Willumsen, A K Dolven, Ester Fleckner, Lea Guldditte Hestelund, Per Kirkeby, Lærke Posselt og Ugo Rondinone.