J.F. Willumsen havde sit første møde med den moderne franske kunst, da han rejse til Paris og Sydeuropa i 1888. Mødet blev katalysator for et radikalt skift i Willumsens kunst, som indtil da var præget af realisme og naturalisme. I årene 1890-94, hvor Willumsen boede i Paris, befandt han sig midt i tidens kunstneriske smeltedigel. Kunstnere som Pierre Puvis de Chavannes, Paul Gauguin og Odilon Redon påvirkede den unge kunstner. I eftertiden er Willumsen blevet betragtet som en af de første rigtige eksponenter for den moderne kunst i Danmark. Hans 1890’er-værker tæller blandt hovedværkerne i dansk modernisme.

Det var en tid, hvor der blev eksperimenteret med form og farve på helt nye måder. Maleri, skulptur, kunsthåndværk, fotografi og arkitektur krydsbefrugtede hinanden. Kunstnerne vendte sig mod den ægyptiske og assyriske oldtid, der kunne studeres på Musée du Louvre, såvel som mod japanske 1800-tals træsnittryk. Sidstnævnte blev i tiden solgt billigt i Europa. I maleriet kom forenklingen, det fladebetonede og konturlinjen til at karakterisere den symbolistiske kunst frem mod århundredskiftet.

Willumsen som multikunstner

Willumsen indoptog og udviklede den moderne kunsts udtryk i sine bybilleder, landskabsmotiver og portrætter. Han arbejdede både med maleri, skulptur, relief, keramik og arkitektur, og kombinerede også de forskellige medier. Willumsen byggede sine egne keramikovne og brændte selv sine keramiske værker. 1897-1900 var han ansat som kunstnerisk leder på porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl.

I 1890 var Willumsen med til at etablere Den Frie Udstilling. Han var også arkitekt på træbygningen, som i dag er opført nær Østerport Station. Efter århundredskiftet blev Willumsen mere individualistisk og udefinerbar i sit udtryk. Herfra kunne han aldrig igen sættes i direkte forbindelse med en større kunstnerisk strømning. Men det er de tidlige år i 1890’erne, og påvirkningen fra den moderne franske kunst, der vedblivende har defineret hans betydning for dansk kunst.

Et af Willumsens monumentale hovedværker fra disse år, Det Store Relief, har lagt navn til museets største sal, reliefsalen, hvor det kan ses permanent. Selvom værket påbegyndtes i 1890’erne, stod det dog først færdigt i marmor i 1928.

Især J.F. Willumsens sene kunst er svær at definere stilmæssigt. Den sprænger de vante kunsthistoriske kategorier og kronologiske opdelinger af en kunstners værk i afgrænsede perioder. Maleriet Kongesønnens bryllup blev oprindeligt udført i naturalistisk stil i 1888. Da det mødte kritik, dækkede Willumsen året efter hovedfigurerne med et stykke stjerneformet sort pap. 60 år senere, i 1948-49, fandt han værket frem igen, og fik fjernet et stykke af lærredet. Senere indsatte han et nyt stykke i midten og forlængede det i venstre side. Derefter malede han igen et brudepar, men denne gang som to selvlysende og hybride tegneseriefigurer. Et par der på radikal vis ændrer billedets udtryk.

En modifikation

Set i forhold til den moderne kunst kan man kan kalde Willumsens omdannelse af Kongesønnens bryllup for en modifikation. Billedet består af vidt forskellige elementer. Det er ikke kun i hans egne værker, vi møder en sådan collageagtig ”klippe-klistre”-tilgang. Blandt værkerne i hans egen kunstsamling, ”Gamle Samling”, finder vi flere malerier, som Willumsen har restaureret ved at overmale dele af dem i sin egen stil. Mest tydeligt i Tiden og den lille dreng, hvor landskab og himmel var fuldstændig ødelagte. Willumsen nævner i sin inventarprotokol, at han derfor har malet disse dele op ”paa min Maner”. Vi genkender himlens orange-lyserøde farver og den kantede bevoksning fra Willumsens sene værker. Maleriet bliver et værk med delt ejerskab og en slags håndtryk mellem den oprindelige kunstner, århundreder tilbage, og Willumsen selv.

I sine egne værker transformerer Willumsen ligeledes motiver og bringer dem ind i nutiden ved for eksempel at genbruge en klassisk kropstilling. Eksemplificeret ved maleriet Jægerpigen i skoven. Fortiden bliver et dynamisk element i hans kunst og en måde at knytte bånd på mellem fortidens store kunstnere og sig selv.

I begyndelsen af det 20. århundrede opstod en helse- og naturorienteret strømning, vitalismen, i kølvandet på industrialiseringens forandringer af verden. Vitalismen hyldede den sunde, stærke krop med referencer til antikkens idealer. J.F. Willumsens kunst var med til at billedliggøre denne kulturstrømning, som gennemsyrede Europa helt frem til Anden Verdenskrig. Tidsskrifter, aviser, reklamer, plakater og lærebøger fra perioden vrimler med gengivelser af kroppe i bevægelse, der bidrog til at definere det ”naturlige” menneske via et udtryk, som stod i skarp kontrast til industrialiseringens ”degenererede” menneske. Det vitalistiske udtryk blev led i et opgør med den borgerlige kultur, der ansås for stivsindet og dekadent.

Willumsen og hans fascination for stranden

Strandens associationer til vind, bølgebrus og solskin signalerede flygtighed og øjeblikkelighed. Den udgjorde derfor et perfekt bagtæppe for billedkunstens fremvisning af dynamisk kropsudfoldelse og styrke. Svømmetag, hovedspring, hurtigt løb hen over sandet, lystige spadsereture og leg blev iscenesat i konstruerede fortællinger.  Fortællinger som også ses hos Edvard Munch eller spanske Joaquín Sorolla i starten af 1900-tallet.

Strandmotiverne hos Willumsen og andre af tidens kunstnere blev til i tæt dialog med fotografiet. Dette nye medie kunne genskabe lyseffekter og på samme tid fange den øjeblikkelige bevægelse. Badende børn på Skagen Strand låner både fra det impressionistiske maleri og fra den fotografiske teknik i dets flimrende og overbelyste skildring af børnenes leg. Særligt de små kodak-kameraer, som siden 1890’erne var blevet allemandseje, gav mulighed for at fotografere hurtigt og fange sekundet, når solens stråler rammer huden – og dermed fiksere det, som øjet ikke kan fastholde.

Det sunde kraftfulde menneske

De nazistiske og fascistiske regimer sammenblandede i 1930’erne og -40’erne den æstetiske dyrkelse af det sunde, kraftfulde menneske med deres raceteorier og nationalisme. Det gjorde vitalismen suspekt, men Willumsens bade- og kropsmotiver vidner om den oprindelige forbindelse til en bred kulturel strømning, som vi endda stadig ser sporene af i nutidens wellness- og fitnessbølge.

I 1889 besøgte J.F. Willumsen Museo del Prado i Madrid. Her så han værker af El Greco (1541-1614), den græske ikonmaler, som rejste til Venedig og senere Spanien. El Greco udviklede et radikalt, ekspressivt maleri med figurer ude af balance og i stærk affekt. Han blev i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede genstand for en kultdyrkelse blandt unge europæiske kunstnere, navnlig de tyske ekspressionister. Men der ses også en vis afsmitning hos nordiske kunstnere som Jens Adolf Jerichau, Edvard Munch og Helene Schjerfbeck. Man anså El Greco for at være en slags profet: 300 år tidligere havde han foregrebet den moderne kunst med billeder præget af heftig kolorit og perspektiviske sammenbrud.

Willumsen og El Greco

Willumsen omtalte El Greco som sin ”kaldsfælle”, opkøbte værker af ham (hvoraf et enkelt regnes for ægte). Willumsen rejste i hans fodspor og skrev et stort to-binds værk om hans ungdom. Særligt fra 1910’erne ser man, hvordan Willumsen indoptager elementer fra El Grecos kunst i egne værker. Han genskaber den samme eksalterede stemning i sine motiver af familien og i det apokalyptiske Naturskræk. Et monumentalt maleri, som relaterer sig til Første Verdenskrigs rædsler, selvom det kun var i de grafiske arbejder, at Willumsen beskæftigede sig direkte med krigsmotivet.

I 1930’erne afslører El Greco-påvirkningen sig fortsat, eksempelvis i hans dramatiske malerier fra Venedig, men også i et af selvportrætterne og i De nøgne på strandpromenaden, der er en genfortolkning af El Grecos Laokoon.

Også andre ældre kunstnere, såsom Diego Velázquez og Francisco Goya, optog Willumsen. På sin egen særegne måde omformede han den ældre kunst og bragte den ind i nutiden gennem hverdagsmotiver og portrætter af familien.

Kunstkritiker og senere direktør for Statens Museum for Kunst, Karl Madsen, citerer i 1891 en fransk kunstner, der siger om J.F. Willumsen, at ”han har et meget personligt Talent, han er Karikaturtegner”. Siden da har kunsthistorikere gættet på, at den franske kunstner var Paul Gauguin. Willumsen lærte Gauguin at kende, da han opsøgte ham i Bretagne i 1890. Her enten købte han eller byttede sig til en træskulptur af den franske kunstner.

Gauguin var selv optaget af karikaturen, og udførte i øvrigt karikerede portrætter af Willumsen og hans hustru, Juliette. Uanset om det var Gauguin eller en anden kunstner, der omtalte Willumsen på denne måde, så ramte det noget i hans kunst og stemplede den for eftertiden.

Fra midten af 1800-tallet blev den klassiske kunsts søgen efter skønhed og harmoni langsomt udfordret. Willumsen var i hele sit virke optaget af det mærkværdige, afvigende og groteske som modsætning til det skønne. Han skriver et sted, at skønhed ikke kan være uden ”karakter.”  Mange af hans værker indeholder da også noget overdrevent og effektsøgende, som netop forbinder dem med karikaturen.

De karikerede og groteske elementer faldt ikke i god jord i Willumsens samtid. I eftertiden blev visse uacceptable værker gemt væk på magasin eller udstillet som ”skæve værker”, der var af ringere kvalitet end de øvrige. I dag er det dog især denne del af hans produktion, som forbinder ham med nutidskunsten.