Trilogien Tizian døende

Da Willumsen var i 70erne, malede han en serie på tre selvportrætter, som gav eftertiden et billede af denne særprægede kunstner. Han kaldte dem Tizian døende efter den italienske renæssancekunstner, men ansigtstrækkene er hver gang hans egne.

Willumsen ville ikke sætte punktum for sin egen eksistens, men fremstiller en aktiv handling. Helt bogstaveligt bryder han igennem til fremtiden og giver sig selv en fysisk og eksistentiel genfødsel.

I det første billede i serien falder kunstneren ind i en mørk hule, mens paletten og penslerne er faldet til jorden. Hans gerning som maler er ophørt. I seriens andet billede ligger en helt nøgen, grå skikkelse i graven og kæmper med bind for øjnene med døden. I det tredje billede er han genopstået og svæver med sin egen overkrop og tigerunderkrop i himmelrummet. Den højre hånd er lukket, som holdt den et imaginært tegneredskab.

I alle tre billeder er bevægelsesmotivet fremherskende, som i så mange af hans øvrige værker. Bevægelsen fremhæves i det første billede af de udstrakte arme og de bøjede ben, der giver kroppen en ustabil stilling. I graven ligger han ikke stille, men stemmer den ene fod mod væggen og trækker i bindet foran øjnene. I himmelrummet sejler sfinxen mod venstre, mens solens stråler strømmer i modsat retning. Det stærke lys i malerierne understreger yderligere disse bevægelser.

Umiddelbart kan det være svært at forstå meningen med disse tre billeder. Selv var Willumsen meget tilbageholdende med at anvise forklaringer. De to første billeder kan ses som en tolkning af Wilumsens død, mens det tredje kan være en genopståen og eviggørelse af hans kunstneriske liv. Med stort mod har han forsøgt at skildre sin egen død og gåde.