Selvportræt i malerbluse, 1933, J.F. Willumsen

Da Willumsen den 7. september fyldte 70 år, malede han et portræt af sig selv. Træt og udslukt står han uden energi foran et ikke påbegyndt lærred. Den plettede malerkittel hænger på den tunge krop, mens højre hånd holder et tegneredskab, som skal bruges på det rene lærred. Den melankolske og desillusionerede stemning bliver understreget af rummets skarpe, røde farve og den mørkere kontur omkring figuren.

Billedet er malet på selve fødselsdagen, og i dagbogen noterede han, at han var ganske ene, og dagen gik med arbejde som på enhver anden hverdag. Om maleriet sagde han, at så ved eftertiden, hvorledes han så ud, da han nåede “Støvets Aar”. Og så levede han dog endnu et kvart århundrede!

Man kan godt fornemme, at nogle svære år er gået forud. Willumsen havde opløst sit mangeårige samliv med Edith Willumsen, og arbejdet med Det store Relief var afsluttet. Anmeldelserne var blandede, og efter så mange års slid var dette en stor skuffelse for Willumsen.

Willumsen har ofte fremstillet sig selv, og det er hver gang hans sindsbevægelse snarere end hans egentlige udseende, der er beskrevet. Han har med stor omhu iscenesat sig selv for at fremhæve, hvad der i særlig grad optog ham.