Kongesønnens bryllup 1888 og 1949

I 1888 udførte Willumsen Kongesønnens bryllup, som han indsendte til Charlottenborg for at få det optaget på forårsudstillingen. Det lykkedes imidlertid ikke, og han blev så opbragt over afslaget, at han erklærede, at det var sidste gang, han ville indsende et kunstværk.

I efteråret 1889, da det blev vist på Willumsens egen udstilling hos kunsthandler Kleis, blev billedet kritiseret af Karl Madsen – den senere direktør for Statens Museum for Kunst. Selve kongesønnen kaldte han ’en yderst uheldig Figur, en vigtig pyntet Urtekræmmersvend med en impertinent Mine’ (Politiken 28.10. 1889). Karl Madsen mente dog, at billedet som helhed var værdigt til at blive optaget på Charlottenborg.

Kritikken fik Willumsen til at overklæbe netop kongesønnen med et stykke sort stjerneformet papir, og langt senere under et ophold i København 1948-1949 skar han dette parti samt kongesønnens mor ud af billedet. Han indsatte i stedet en bane lærred på 60 cm, hvor han på ny malede kongesønnen og bruden. For at forbedre kompositionen øgede han desuden lærredet til venstre med 55 cm. Den nye venstre side samt kongesønnen og hans brud og en råbende tjener fra 1948-49 står i skarp modsætning til billedets højre side. Her har J.F. Willumsen dog tilføjet endnu en tjener.

I værket finder et stilistisk møde mellem den unge og den aldrende Willumsen sted. Ungdomsårenes naturalistiske og socialrealistiske stil udfordres af et karikerende og farvesprudlende udtryk fra den aldrende kunstner hånd.

Willumsen var altid meget omhyggelig i planlægningen af sine store figurbilleder. Han udførte talrige skitser, som ofte er smukke og spændende vidnesbyrd om hans arbejdsproces, og hans arbejde med Kongesønnens bryllup er ingen undtagelse. Stilen i de tidlige skitser er præget af Willumsens interesse for naturalismens ucensurerede virkelighedsopfattelse. Willumsens ombearbejdning af Kongesønnens bryllup i 1948-49 er mere veldokumenteret.

Det er muligt at læse mere om værket i bogen ‘Et værk uden grænser’.