Invasionen, 1917, J.F. Willumsen
Under Første verdenskrig boede Willumsen i Sydfrankrig, hvor han følte sig meget isoleret. Krigen væmmedes han ved, og i flere raderinger skildrede han den gru og ødelæggelse, som stormagternes kamp førte med sig. I Invasionen udtrykker han sin afsky ved at vise militærets hensynsløshed over for civilbefolkningen.
Fire ryttere, der symboliserer krig, pest, hungersnød og død, rider i samtidens tyske dragter hen over markerne. Med sværd og lanser tromler invasionsstyrken frem, og hestene tramper manden og kvinden ihjel. Rytterne driver hestene frem, og Willumsen har gjort dem gradvis mere og mere desperate. Både heste og soldater fremstår som vilde dyr i færd med bestialske gerninger.
Willumsen arbejdede længe med raderingen. Før han nåede frem til det endelige blad, havde han foretaget betydelige ændringer. Hele ni gange tog han aftryk af den ændrede plade, før han var tilfreds. Det var specielt det dramatiske spil mellem de lyse og de mørke partier, han arbejdede med.
Krigens grusomhed så Willumsen som en konsekvens af nationalisme og militarisme, og i flere værker skildrer han mennesket som offer for dette. Willumsen håbede, at hans indsats mod krigen ville have sin virkning i det lange løb og muligvis få indflydelse på menneskenes forhold til hinanden.