Badende børn på Skagen Strand, 1909, J.F. Willumsen
Billedet blev malet som en generalprøve, dvs. det sidste forarbejde før det endelige værk, til Sol og ungdom fra 1910, der findes på Gøteborgs Konstmuseum. J.F. Willumsen arbejdede med dette motiv i otte år afbrudt af lange pauser, og derfor er der langt fra den oprindelige idé til det færdige resultat.
Det hele begyndte i Amalfi i Italien i 1902. Willumsen blev optaget af de solbrændte børn, der badede og sprang i vandet, og han begyndte at fotografere dem og lave de første forarbejder i blyant og akvarel. I sommeren 1904 tog Willumsen igen fat på billedet under et nyt ophold i Amalfi og senere i Bretagne, hvor han kunne studere havets brænding. Om vinteren arbejdede han hjemme i sit atelier, hvor han “rekonstruerede” strandsceneriet. En kraftig lampe gjorde det ud for solen, og ståltrådsstykker angav børnene på strandbredden. De sidste, vigtige faser af billedets tilblivelse kom dog til at foregå ved Skagen Strand, især i sommeren 1909. Willumsens tanke var nu, at temaet sundhed, styrke og friskhed bedst kunne findes i den nordiske natur.
Teknikken, Willumsen her anvendte, er anderledes end den, han brugte i de mange forarbejder eller noget andet sted. De korte, hurtige penselstrøg skulle understrege motivets karakter.