J.F. Willumsen havde sit første møde med den moderne franske kunst, da han rejse til Paris og Sydeuropa i 1888. Mødet blev katalysator for et radikalt skift i Willumsens kunst, som indtil da var præget af realisme og naturalisme. I årene 1890-94, hvor Willumsen boede i Paris, befandt han sig midt i tidens kunstneriske smeltedigel. Kunstnere som Pierre Puvis de Chavannes, Paul Gauguin og Odilon Redon påvirkede den unge kunstner. I eftertiden er Willumsen blevet betragtet som en af de første rigtige eksponenter for den moderne kunst i Danmark. Hans 1890’er-værker tæller blandt hovedværkerne i dansk modernisme.

J.F. Willumsens private kunstsamling, den såkaldte Gamle Samling, består af 2072 værker, heriblandt ægte og uægte antikker, byzantinsk ikonmaleri, manieristiske tegninger, moderne fransk maleri og danske samtidskunstnere krydsbefrugter hinanden. Samlingen er blevet til på kunstnerens mange rejser i Europa og er skabt over en lang årrække.

Kunstværkerne er købt for små midler hos kunsthandlere, antikvitetshandlere, marskandisere, på auktioner og hos private. Enkelte af værkerne har Willumsen modtaget som gave. Alle værkerne i Gamle Samling har J.F. Willumsen omhyggeligt opført i en protokol.

Med sit alsidige indhold, som begynder med antikken og slutter med samtiden, og geografisk dækker store områder fra Danmark til Sydøstasien, er J.F. Willumsens samling af kunst en personlig kunsthistorisk fortælling.

J.F. Willumsen var med sin pluralistiske stil og alsidige værkproduktion en ener i dansk kunst. Han var samtidig en flittig brevskriver, hvilket hans omfangsrige og nu digitaliserede brevarkiv bevidner.

En stor del af J.F. Willumsens brevarkiv er nu online tilgængeligt på den digitale platform Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK. I en række korrespondancer med kollegaer og kritikere fremgår det, hvorledes Willumsens værker, kunstviden og personlighed har ført til beundring og forargelse i samtiden både i ind- og udland.

Om Kilder til Dansk Kunsthistorie

Digitaliseringen er en del af Ny Carlsbergfondets store satsning Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK, hvor fondet stiller midler og en digital platform til rådighed for arbejdet med digitaliseringen og tilgængeliggørelsen. KTDK omfatter også digitaliseringen og tilgængeliggørelsen af en række andre samlinger af kildemateriale om danske kunstnere og kunstnergrupperinger.

I 1900 begyndte Willumsen under et ophold i New York at samle tusindvis af illustrationer. Billederne kom fra tidsskrifter og aviser samt indkøbte fotografier, postkort og reproduktioner. Udklippene blev opklæbet på ark og efter at være hjemvendt til Danmark opdelte Willumsen materialet i fjorten store albums.

Noget tyder på, at ideen fra begyndelsen var at skabe et privat opslagsværk i bogform. Det resulterede i en billedbank som Willumsen kunne referere til og som undersøgte udvalgte emner, der havde hans særlige interesse. De tolv overordnede kategorier og underkategorierne afspejler en stræben efter at sætte disse emner i system, men også at registrere forskellige udtryksformer helt ned i mindste detalje. Som eksempel når en fod løftes eller en hånd rækkes frem.

Willumsen testamenterede hele sin samling af egne værker, sin kunstsamling og sit righoldige arkiv med fotografier, bøger, breve, dagbøger, notater og optegnelser, samlet gennem et langt liv, til museet.

I notesbogen fra 1893 kan man læse om Willumsens filosofiske og kunstteoretiske overvejelser, som ligger til grund for Jotunheim og de første skitseudkast til Det Store Relief.  

I små notesbøger noterede Willumsen gennem det meste af livet oplysninger om sin dagligdag, og de udgør en uvurderlig kilde til præcis viden om hans arbejdsproces og aktiviteter. Man kan følge kunstneren på hans rejser rundt i Europa og læse om hans møder med andre kunstnere, museumsfolk og kunsthistorikere. Notesbøgerne giver indblik i hans indkøb af kunst, viser hans regnskaber og blotlægger en nøjsom registrering af vejrforhold. I 1914 nedskriver Willumsen fx med karakteristisk tørhed: ”Sol / rejste fra Rom kl. 9 kom / til Siena kl. 2 / graavejr, lidt / Regn”. Under 2. Verdenskrig kan vi læse om nød og fare: ”Flaaden bombarderer / Kysten vesten for Cannes / og selve Cannes tæt / Ved os. / Et Stykke af en Granat findes / Paa min Seng”.

En stor del af Willumsens notesbøger er transskriberede.
Klik på de enkelte årstal og læs dem her:

Willumsen fornyede maleriet med billeder, der var båret af en helt igennem personlig stil. Han trak på en tradition og var samtidig i dialog med datidens populærkultur. Hastig bevægelse, karikatur og hidsige farver indgår således som elementer i mange af hans malerier. Som billedhugger udførte han monumentale værker. Mest kendt er nok Det Store Relief, der i dag vises i museets største sal, men som oprindeligt var tiltænkt en bar i Chicago.

Willumsen tegnede flere bygninger, heriblandt sit eget hus i Hellerup. I 1930’erne konceptualiserede han desuden et Willumsens Museum for sin egen kunst og den samling af ældre kunst, han havde opbygget. Museet åbnede dog først i Frederikssund, hans farfars fødeby, i 1957.

I over 70 år var Willumsen aktiv som kunstner og oplevede to verdenskrige, en bragende teknologisk udvikling, avantgardekunstens brud med det genkendelige motiv og det moderne, abstrakte maleris fødsel. Han besøgte USA, Nordafrika og mange lande i Europa. Fra 1916 og frem til sin død var han bosat i Sydfrankrig. Gennem årene levede Willumsen sammen med tre forskellige kvinder, alle kunstnerisk orienterede. I hans liv og kunst fyldte især billedhuggeren Edith Wessel, som Willumsen giftede sig med i 1903 og aldrig formelt blev skilt fra, og samleversken i de sene år, den franske danserinde Michelle Bourret.

Mange af Willumsens hovedværker står i dag som væsentlige bidrag til nordisk modernisme, men en del arbejder blev også afvist og genopdages først i disse år. Trodsigt vedblev Willumsen at forny sig og gå egne veje, men i de sene år trak han sig mere og mere tilbage, mens anmeldere og fagfolk fandt på flere hidsige adjektiver til at beskrive hans kunst: ”Demonstrativt voldsomme, ætsende i farven og på enhver måde ekstreme æder oldingens billeder sig fast i vores øjne” skrev en anmelder således i 1947, ti år før hans museum åbnede i Frederikssund under ophedet debat.

Nogle af de mest radikale og farveeksplosive værker stammer fra Willumsen høje alderdom. Denne sene periode har indtil for nylig været miskendt, men genopdages i disse år og sættes i forbindelse med andre eksperimenterende figurative kunstneriske udtryk fra perioden såvel som fra nutiden.

J.F. Willumsen døde i 1958 i Cannes. Han ligger begravet i museets park sammen med sin anden hustru, Edith.