1940’erne – Den sene Willumsen

Willumsens malerier fra 1940’erne er særligt kendetegnet ved en løssluppen dristighed og en anti-autoritær tilgang til forestillingen om ”den gode smag”. De besidder også en god portion af noget, der kunne kaldes kitsch, hvis det ikke var for den alvor, der ligger bag. En anmelders poetiske beskrivelse af billederne i 1947 synes også præcis i dag:

”Demonstrativt voldsomme, ætsende i Farven og paa enhver Maade ekstreme æder Oldingens Billeder sig fast i vores Øjne. Her er ingen Aftenrødme, ingen mild Visdom. Kun besk Ironi, anstrengt Humor og Eksaltation.”

Fortælle- og udtryksformen i værkerne låner elementer fra populærkulturen og særligt fra tegneserie- og tegnefilmgenren. I nogle tilfælde indgår de vilde 40’er-værker i en serie, som var det en tegneserie, andre gange kondenserer de en historie i et enkelt billede, som stod vi midt i fortællingen, med spor, som peger mod både før og efter. Derudover refererer fortællingerne til hinanden på kryds og tværs, som indgik de overordnet i samme serie.

Willumsen i centrum

Ofte er hovedpersonen Willumsen selv – udklædt og med attributter eller fraværende, men symbolsk tilstedeværende netop via disse attributter. Vi møder ham også som irret statue eller helt transformeret i form af en aggressiv kat! Skærende gule, pink, turkis og grønne toner, tydelige konturlinjer, forenklede former og forsimplede kulisseagtige settings er alt sammen med til at skabe et fabulerende tegneseriesprog fra en moderne verden.

Handlingsmættede historier og konstante skift mellem virkelighed og fantasi fuldender dette sprog. Samtidig med at Willumsen dyrkede renæssancens mestre og en storladen stil, som han kaldte ”den etiske retning”, har han i mange værker åbenlyst også ladet sig inspirere af populærkulturens billedstrøm.

I starten af 1900-tallet samlede han illustrationer fra tidens aviser, tidsskrifter, reklamer og meget mere i elleve store udklipsmapper, som han betegnede sin ”visuelle hukommelse”.

Forbindelsestrådene mellem udklippene og Willumsens værker er tydelige at spore, og det er oplagt at forbinde de syrede og eventyragtige 40’er værker med tegneseriernes og tegnefilmmediets indtog.

Willumsen og tegneserieuniverset

Tegneserien blev født som et barn af modernitetens massekultur i 1800-tallets USA. Med farveillustrationernes indtog i midt-1890’erne slog den for alvor igennem i aviserne og spredte sig fra USA til hele den vestlige verden. I starten var det mest korte anekdotiske vittighedstegninger, der optog spalteplads, men efterhånden kom de længere fortællinger, og fra 1920’erne blev adventure-tegneserier med helte som Tarzan og Dick Tracy en integreret del af de amerikanske aviser.

Superhelte og heltinder (med overnaturlige kræfter) som Superman, The Shadow og Captain America og helte – lige så seje, men uden overnaturlige kræfter – som Batman, The Phantom og Flash Gordon (Jens Lyn) kom frem i perioden 1934-41. Også eventyr- og sagn-figurer som Prins Valiant og Peter Pan blev relanceret i tegneserieform, sidstnævnte dog først i 1953.

Samtidig med adventure-tegneseriernes indtog blev Disneys første tegnede spillefilm i technicolor en verdensomspændende succes. Snehvide og de syv dværge fik premiere i 1937, og i 40’erne fulgte klassikere som Fantasia, Pinocchio, Bambi og Dumbo. Også de ovennævnte superhelte og helte blev filmatiseret både som tegnefilm og almindelige spillefilm.

Selvom der ikke er fundet tegneseriehæfter i Willumsens arkiver, har han utvivlsomt kendt til det nye medie, som nød en enorm popularitet, og der er som nævnt en række paralleller mellem 40’er-billederne og teg¬neserie- og tegnefilmmediet. Derudover er der grund til at tro, at de nye (super)helte påvirkede ham i iscenesættelsen af sin identitet og sit eftermæle.