Følg med i ombygningen af Willumsens Museum
Willumsens Museum i Frederikssund står over for en større renovering, der vil sikre, at museet fremover har de helt rigtige rammer til både at vise værker af J.F. Willumsen og internationale kunstnere.
Med en donation på i alt 36,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, VILLUM FONDEN og Louis-Hansen Fonden bliver det nu muligt at realisere en ambitiøs renovering og opgradering af museets bygninger, så forholdene for både kunsten og publikum forbedres markant. Renoveringen vil også gøre det lettere for museet at udstille værker fra samarbejdsmuseer fra ind og udland.
Her kan du læse pressemeddelelser og nyheder fra ombygningen, samt se, hvornår du kan melde dig til infoaftener og foredrag om byggeriets fremskridt.
Kalender
februar
No Events

Foto af caféen på Willumsens Museum. Store maskiner er i gang med at grave ud til fundamentet på det nye køkken.
Sidste åbningsdag bliver 28. juli 2024
Når juli rinder ud, sættes samtidig et punktum for Willumsens Museum som vi kender det i den nuværende form. I fjerde kvartal af 2025 genåbner museet nemlig med forbedrede forhold for både kunst og gæster
Da Willumsens Museum i 1957 første gang slog dørene op for et kunstelskende publikum var det med bombastiske avisoverskrifter. “Frederikssund: Ny Nordisk Kulturby” og “Frederikssund løftede den opgave, København ikke kunne magte” fulgte i kølvandet på den – dengang – lidt kontroversielle placering. Heldigvis har museet siden igen og igen vist sit værd, og har blandt andet været banebrydende i forhold til at introducere sanseudstillinger for børn.
I 2005 blev museet første gang ombygget, og fik næsten tredoblet sit udstillingsareal. I 2019 søsatte museet en strategisk plan for den videre udvikling af Willumsens Museum, og på trods af en række coronaår, er det lykkedes museet at vækste til det højeste niveau siden åbningen af tilbygningen i 2005. I sær de senere års succes har vist, at museet er vokset ud af sine rammer. Ganske som Willumsens vilde kunst af og til gjorde det.
Bæredygtig fremtid
Ombygningen af Willumsens Museum vil være en omfattende proces, der involverer flere nøgleområder. Entreprenørfirmaet Jakon og WOHLERT Arkitekter, har sammen præsenteret en løsning for museets fremtid. Løsningen respekterer både den eksisterende bygnings arv og integrerer moderne design og teknologi. I byggeprocessen er indtænkt en bæredygtighedsanalyse, der skal klarlægge museets miljøpåvirkning. Dermed lægges en plan for, hvordan denne reduceres i museets fremtidige drift. Museet stiler mod at blive en certificeret Green attraktion, når det åbner på ny efter ombygningen.
Der er først og fremmest behov for bedre bevaringsforhold og større sikkerhed omkring kunsten. Men også den øgede interesse for billedskoleaktiviteter og kreative hold for voksne har vist, at museet trænger til en grundig modernisering af værkstedsforholdende.
Bedre plads til kunst og besøgende
Også på øvrige publikumsfaciliteter er der behov for mere plads. Med ombygningen kommer da også forbedrede forhold for museets Café, der i dag drives af Café Ærligt. Siden den Frederikssund-lokale café rykkede ind i lokalerne på Willumsens Museum i 2023, har de serveret mere end 10.000 frokostretter, morgenboller og kopper med nybrygget kaffe. Det svarer til lidt mere end en femdobling i forhold til besøgstallet, da caféen blev drevet som selvbetjeningscafé i årene før.
Udendørs kan gæsterne se frem til et nyt og niveaufrit indgangsparti, der åbner museet mere op ud mod J.F. Willumsens Vej. Ravnene i parken får med den nye adgangsvej en mere central placering, ligesom parkeringsarealerne udvides.
Det tætte bånd til det omkringliggende samfund fastholdes
Museet spiller allerede en vigtig rolle i Frederikssunds kulturliv. Ombygningen vil styrke museets position som en central kulturel institution, der kan tilbyde et rigt program af aktiviteter og udstillinger. Men. Inden processen når så langt, vil der være en periode – formentlig frem til årsskiftet 2025/2026, hvor alle aktiviteter midlertidigt må rykke ud af museets kendte rammer. Billedskolen fortsætter for alle alderstrin i nye lokaler i Jægerspris. Med støtte fra forskellige fonde og i samarbejde med andre aktører i Frederikssund Kommune, iværksættes også kreative forløb forskellige steder i kommunen i løbet af ombygningsperioden.
Første gang publikum kan møde medarbejdere fra Willumsens Museum efter nøglerne er overdraget til entreprenører og håndværkere, bliver på Ord over Fjord-festivalen den 14. september, der i år kommer til at foregå på Campus i Frederikssund. I løbet af efteråret rykker museet ind på forskellige interessante lokationer rundt omkring i Frederikssund, med en vifte af workshops og “fyraftensforedrag.” De yngste kan se frem til at besøge det nye – midlertidige – billedskoleværksted i Jægerspris, hvor vores dygtige kunstformidlere står klar med farveleg for alle interesserede i skolernes efterårs- og vinterferier.
Status på ombygning af Willumsens Museum
Frederikssund Kommune har gennemført et totalentreprenørudbud blandt fire prækvalificerede virksomheder. Og det blev entreprenørfirmaet Jakon A/S, der vandt opgaven sammen med EKJ Rådgivende Ingeniører A/S som støttende enhed.
“Jeg er meget tilfreds med, at vi – selv i en periode med høj inflation – kan få tilbud, der kan holdes indenfor vores økonomi. Der er således valgt et meget kvalificeret bud, som holder sig inden for prisen. Det har stor betydning for projektet, da det blandt andet er finansieret ved tilsagn om økonomisk støtte fra en række fonde”, siger formanden for Job, erhverv og kultur, Michael Tøgersen (LA), som glæder sig utrolig meget til det færdige resultat, der bringer publikumsvenligheden på Willumsens Museum op på højeste niveau, så der er et match til det kunstneriske internationale niveau.
Stor opgradering for sikkerheden
Også Willumsens Museums bestyrelsesformand, Ole Find Jensen (S) glæder sig over valget af entreprenør. “Det er en stor glæde at få koblet et så kompetent entreprenørfirma på opgaven med ombygningen af museet. Ombygningen vil få enorm betydning for museet, som i fremtiden dels vil blive mere publikumsvenligt og dels vil være i stand til at opbevare de mange kunstværker på en fuldt forsvarlig måde”, siger bestyrelsesformanden.
Flere fonde støtter
Det forestående renoveringsprojekt forventes at ville koste ca. 77 millioner kroner. Det finansieres dels af fire fondsdonationer på i alt 36,5 millioner kroner, og dels har Byrådet i Frederikssund Kommune givet en kommunal finansiering på 41,2 millioner kroner. De fire fonde, der har doneret til projektet er A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Louis-Hansens Fond samt VILLUM Fonden. Fondene har hver især givet støtte til forskellige dele af ombygningsprojektet.
Store forandringer
Ombygningen af Willumsens Museum handler dels om at skabe bedre forhold for de besøgende på museet samt om at skabe de helt rigtige forhold til opbevaring af museets mange værker. En vigtig del af den kommende renovering er derfor et nyt og moderne ventilationssystem og sikringsforhold, der sikrer de rette forhold at opbevare værkerne i. Bedre sikkerheds- og klimaforhold vil også give museet mulighed for at låne værker fra store internationale museer til udstillinger i højere grad end i dag.
Kommende museumsgæster vil blandt andet kunne glæde sig over en optimering af museets publikumsfaciliteter, der inkluderer en ny hovedindgang, billetområde og butik. Museet vil også få køkken og restaurant, så gæster kan kombinere deres museumsoplevelse med spisning. Endelig vil et udvidet værksted til museets populære billedskole give plads til flere hold og deltagere og give langt bedre forhold til kreative aktiviteter for dagtilbud, skoler og andre interesserede, der besøger museet.
Det videre forløb
Totalentreprenøren Jakon A/S får officielt tildelt opgaven tirsdag den 23. maj, og herefter skal entreprenøren projektere selve ombygningen, så Byrådet kan godkende den forventeligt i december 2023. Herefter kan byggeriet sættes i gang.
Under udførelsen af byggeriet vil museet været lukket for publikum medio 2024-2025. Museet ventes at genåbne i andet halvår af 2025.
Fakta om J.F. Willumsen (1863 – 1958)
Jens Ferdinand Willumsen var en dansk maler, billedhugger, grafiker, fotograf, keramiker og arkitekt. J.F. Willumsen skabte inden for alle disse områder betydningsfulde værker. Hans aktive kunstnerliv strækker sig over mere end 70 år, og han har efterladt sig en særdeles omfattende produktion, hvoraf en stor del kan ses på Willumsens Museum, Jenriksvej 4 i Frederikssund.
Status på ombygning af Willumsens Museum
I foråret blev det offentliggjort, at museet med donationer på samlet 36,5 millioner kroner fra fire fonde og en finansiering fra Byrådet på 41,2 millioner kroner står over for store forandringer. En større opgradering står for døren, og den vil være med til at fremtidssikre museet.
Renoveringsprojektet består af flere delprojekter – nogle af dem vil være meget synlige for gæsterne, mens andre ikke kan ses. Den første store ændring der vil møde gæsterne, er en ny indgang med større butiksområde og nyt billetsalg. Indgangen bliver i samme rum som i dag, men kommer til at være i den modsatte side af bygningen. På den måde vil den vende ud mod J.F. Willumsens Vej og forhåbentlig åbne museet mere op for omverdenen og museumsparken, i stedet for i dag, hvor indgangen ligger gemt væk bag museet.
Helt nye adgangsveje
Som en del af ændringerne vil der blive etableret nye parkeringspladser, og der laves en sti gennem parken, forbi Willumsens to ravne og op til museets nye indgang. I modsætning til tidligere, hvor gangbesværede gæster måtte benytte en elevator, for at nå i niveau, bliver adgangsvejen nu trinfri og ens for alle. Når man kommer ind vil man møde det nye butiksområde og billetsalg, og også i cafeen vil man kunne se store forandringer. Cafeen bliver udvidet med et køkken og plads til udeservering i det område, hvor der i dag er indgang.
Bedre forhold for kreative børn og voksne
I underetagen bliver værkstedet, som anvendes til undervisning og kreative forløb for både børn og voksne, udvidet og mere end dobbelt så stort som i dag. Der bliver lavet et ovenlysvindue og en trappe, der fører direkte op til haven på bagsiden af museet. Dermed bliver det nemmere at bruge udendørsarealet i forbindelse med værkstedsaktiviteter.
En vigtig men for publikum usynlig del af den kommende renovering er et nyt magasin til opbevaring af museets kunstværker samt forbedrede klima og sikkerhedsforhold i alle museets udstillingssale. Med de forbedrede forhold for kunsten kan museet bedre sikre sine samlinger for eftertiden og får lettere ved at låne kunstværker fra andre museer.
Renoveringen står dog ikke lige for døren. Først skal projektet i udbud og efterfølgende skal der projekteres. Man regner med at gå i gang med ombygningen medio 2024. Museet vil holde lukket for publikum fra medio 2024 til medio 2025, hvor renoveringen forventes færdig.
Det forestående renoveringsprojekt forventes at kunne gennemføres for 77,7 millioner kroner. Der er fondsdonationer for 36,5 millioner kroner, og Byrådet i Frederikssund Kommune har givet en kommunal finansiering på 41,2 millioner kroner.
FireFire fonde har gjort det hele muligt
De fire fonde har doneret forskellige beløb til forskellige dele af renoveringen:
Augustinus Fonden har tilkendegivet et tilskud på 10 millioner kroner. Pengene skal bruges til renovering af Willumsens Museum med udvikling af professionelle magasinforhold, klimarenovering af udstillingssale og forbedrede publikumsfaciliteter.
A.P. Møller Fonden har tilkendegivet et tilskud på 17 millioner kroner. Pengene skal bruges til optimering af museets publikumsfaciliteter bl.a. ny hovedindgang, billetområde, butik, køkken og billedskole.
Louis-Hansen Fonden har tilkendegivet et tilskud på 1 million kroner. Pengene skal bruges til opgradering af Willumsens Museums klima og sikkerhedsoptimering af nyere fløj fra 2005.
VILLUM Fonden har tilkendegivet et tilskud på 8,5 millioner kroner. Pengene skal bruges til forbedring i forbindelse med museets klima-og sikkerhedsopgradering af den nye fløj, herunder bl.a. optimering af dagslysforhold og vinduer, som led i en samlet opgradering af Willumsens Museum.
Pressemeddelelse
Willumsens Museum i Frederikssund står over for en større renovering, der vil sikre, at museet fremover har de helt rigtige rammer til både at vise værker af J.F. Willumsen og internationale kunstnere.
Med en donation på i alt 36,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, VILLUM FONDEN og Louis-Hansen Fonden bliver det nu muligt at realisere en ambitiøs renovering og opgradering af museets bygninger, så forholdene for både kunsten og publikum forbedres markant. Renoveringen vil også gøre det lettere for museet at udstille værker fra samarbejdsmuseer fra ind og udland.
Fondenes omfattende investeringer i projektet er helt fantastiske og hjælper med at løfte Willumsens Museum op i en ny liga til glæde for både lokale borgere og gæster udefra. I Byrådet ser vi et stort potentiale i museet, som fondene helt sikkert også kan se, samtidig med at byggeprojektet både er realistisk og respekterer museets nuværende arkitektur. På Willumsens Museum er glæden over den forestående renovering også stor.
Frederikssunds borgmester Tina Tving Stauning (A)
Igennem årene har Willumsens Museum sammen med Frederikssund Kommune drømt om at opgradere museet, så det med værdighed kan huse J.F. Willumsens helt særlige kunstneriske kraft og tilbyde udstillinger af internationalt format og en mangfoldighed af kunstoplevelser i inspirerende omgivelser. Med Frederikssund Kommunes bevilling på 41,2 millioner kroner i 2020 til opgradering af klima- og sikkerhedsforholdene i den gamle del af museet og til nye magasiner, blev første skridt mod at opfylde drømmen taget.
Donationer fra fire fonde
Med de generøse donationer fra fire fonde bliver det nu muligt at komme helt i mål med renoveringen. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget 17 millioner kroner til at gøre publikumsoplevelsens endnu bedre med nye ankomstveje gennem parken, et nyt butiks- og billetområde, nyt køkken og caféområde samt bedre rammer for museets skoletjeneste. Augustinus Fonden har bevilget 10 millioner kroner til opgraderingen af Willumsens Museum, VILLUM FONDEN har bevilget 8,5 millioner kroner og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond 1 million kroner til optimering af klima- og sikkerhed i den nye del af museet.
Jeg tror fuldt og fast på, at museet med dets samlinger af Willumsens eksplosive og altid aktuelle kunst og hans samling af ældre kunst med fine værker iblandt har potentialet til at blive på niveau med de bedste museer. Med de flotte donationer fra de fire fonde og det store anlægsbeløb fra Frederikssund Kommune bliver det muligt at rykke museet op i den klasse, Willumsen fortjener, og give grobund for en fremtidssikret museumsdrift, hvor vores ambitioner kan blive indfriet.
Museumsdirektør Lisbeth Lund.
Også formanden for Udvalget for Job, erhverv og kultur i Frederikssund Kommune, Michael Tøgersen (V), glæder sig over den forestående renovering af museet.
Jeg er meget taknemmelig for, at vi er nået så langt med renovering og opgradering af Willumsens Museum. Jeg er glad for opbakningen fra fondene, men også indsatserne fra medarbejderne på Willumsens Museum, ikke mindst vores direktør, men også de medarbejdere fra forvaltningen, der arbejder med det tekniske og det kulturelle. Og så glæder jeg mig helt vanvittigt til, at vi kan sætte museet meget mere lokalt i spil for vores egne borgere, for med denne opgradering får Willumsens Museum udbygget sin fortjente plads i Frederikssunds og landets kulturliv.
Renoveringsprojektet på i alt 77,7 millioner kroner består af flere elementer:
Optimering af klima- og sikkerhedsforhold i hele museet
Nyt magasin
Nye adgangsforhold gennem parken og et nyt indgangsparti
Nyt billet- og butiksområde
Cafékøkken
Værksted til afholdelse af kreative workshops
Bedre klima- og sikringsforhold, som vil gøre det muligt at arrangere udstillinger på internationalt niveau og sikre Willumsens værker bedre
Kontakt:
Presseansvarlig Thea Flint Rydahl
T: 47310773
E: tfryd@frederikssund.dk