Genopdagelsen af El Greco

I sidste del af 1800-tallet begyndte kunstnere såvel som kunsthistorikere at genopdage El Greco, og hans særegne, ekstatiske og ekspressive maleri, som blev opfattet som direkte beslægtet med den moderne kunst. Denne genopdagelse skete først i Frankrig, men bredte sig senere i stor stil til blandt andet Tyskland. I Spanien blev El Greco indskrevet som en national figur, der på særlig vis havde indkapslet den spanske kultur og ånd.

Det, der blandt andet beskrives som et ”patologisk” forvansket formsprog dyrkes af kunstnerne, og bliver efterhånden et led i den moderne kunsts søgen efter nye udtryk. Fra Pablo Picasso til Der Blaue Reiter-kunstnergruppen ser man en dyb optagethed af El Grecos formelle arbejde med forvrængede perspektiver, overdrevne effekter, deformeret anatomi, fosforcerende lysvirkninger og bevidst farvedissonans. Også de stærkt emotionelle og gestiske udtryk studeres og fortolkes af kunstnerne.

Fra ca. 1910 blev El Greco for alvor betraget som en profet for den moderne kunst, og hans malerier blev sammenstillet med værker fra samtiden i udstillinger, bøger og tidsskrifter. Iscenesættelsen af El Greco som profet og kultfigur foregik både igennem studiet af hans kunst, men også hans livshistorie, inklusive den ekstravagante og selvpromoverende levevis og de 300 år i skyggen som en forkastet outsider, gjorde ham til et forbillede for de unge kunstnere. Med El Greco skabtes en personlig og idiosynkratisk forbindelse til fortiden, som gik udenom den akademiske norm.

El Greco og de nordiske kunstnere

I nordisk sammenhæng blev El Greco genopdaget allerede i slutningen af 1880’erne. Kunstneren Johan Rohde var i 1888 den første i Danmark til at skrive om hans værker, som han havde set på Museo del Prado i Madrid, og J.F. Willumsen fik igennem Rohde kendskab til El Greco, hvis værker han selv opsøgte i Madrid og Toledo. Willumsen betegnede herefter sit forhold til kunstneren som ”en besættelse”. Da Edvard Munch kom i kontakt med Johan Rohde senest i 1888, kan han også tidligt være blevet eksponeret for El Greco-euforien.

J.F. Willumsens dybe interesse for El Greco er veldokumenteret og udmøntede sig bl.a. i opkøb af en række uægte og et enkelt ægte maleri af kunstneren (som tilhører Willumsens Museum) samt i udgivelsen af et to-binds bogværk på fransk om El Grecos ungdom. Bogen indeholder mange faktuelle fejl, men er banebrydende i sin jagt på etnografisk materiale og afdækning af El Grecos arbejdsmetode. Willumsen viser, hvordan kunstneren udvikler sit hybride formsprog ved at lade kunstneriske udtryk og traditioner migrere fra sted til sted og dermed bryder med de geografiske grænser, som definerede den ældre kunsts skoler.

Fascinationen af El Greco

Willumsen var dog langt fra den eneste nordiske kunstner, som blev fascineret af El Greco og var med til at omskrive kunsthistorien gennem vægtningen af hans originalitet og betydning. Andre kunstnere opsøgte El Grecos værker i Madrid og Toledo, så dem på udstillinger i Tyskland eller studerede reproduktioner. Direkte og indirekte er der forbindelser mellem El Greco og nordiske kunstnere som Helene Schjerfbeck, Jens Adolf Jerichau, Vilhelm Lundstrøm, Henrik Sørensen, Johannes Bjerg, Franciska Clausen, Nils Dardel, Harald Giersing, Isaac Grünewald, Frøydis Haavardsholm, Olivia Holm-Møller, Georg Jacobsen, Gerda Knudsen, Per Krohg, Karl Larsen, Edvard Munch, Kai Nielsen, Vera Nilsson, Johan Rohde, Olof Sager-Nelson og Vilhelm Wanscher. Det svenske avant-garde danseensemble Ballets Suédois opførte i 1920 en forestilling med titlen El Greco, som de turnerede med i Europa.